”Jeg sidder og kigger ind i væggen på mit kollegieværelse i Roskilde, 17 år gammel.

 

Jeg er droppet ud af Handelsskolen på grund af for meget fravær.

Før det er jeg droppet ud af 2.g. Min mor tager mig med til en anerkendt psykiater, som hun kender fra sit arbejde som psykiatrisk sygeplejerske.

Han ordinerer efter en konsultation antidepressiv medicin til mig. Men det fjerner ikke min usikkerhed og følelsen af at være for dum til at gå i skole.

Mine forældre er skilt. Jeg er flyttet hjemmefra min mor tidligt, fordi jeg ikke magter at få hende i tøjet og på arbejde hver morgen. Det er en kamp at få hende afsted efter endnu en aften, hvor hun har været fuld.

Jeg prøver selv at dulme mine følelser med bekræftelse fra fyre og sex. Jeg begynder på HG og ender efter 5 år med omsider at gennemføre en ungdomsuddannelse. Det sker kun, fordi jeg har en lærer, som kan se, at jeg virkelig kæmper, så mit høje fravær bliver ikke registreret.

Jeg får bagefter ved et tilfælde job i shippingbranchen og er til min egen store overraskelse god til det.

Nu er min far stolt. Jeg arbejder i et firma på Strandvejen og han fortæller glad til alle: ”Hun er kun 25 og tjener mere end mig.”

Det er første gang, jeg føler, at jeg kan noget. Men hvert år, når studenterne springer ud og kører gaderne tynde i deres åbne lastbiler, føler jeg et dybt stik i hjertet.

Stikket er der også selvom, jeg bliver udsendt til Singapore i tre måneder for firmaet, for at styrke båndet mellem Danmark og Asien. Det er en kæmpe cadeau.

På vej hjem i flyveren får jeg tanken, at jeg måske slet ikke skal bo i Danmark. Jeg får også tanken, at jeg måske heller ikke skal være på antidepressiv medicin mere.

Det har jeg været i 10 år på det tidspunkt uden, at en eneste læge eller psykolog nogensinde har stillet spørgsmålstegn ved det.

Jeg beslutter mig for at trappe ned. Frygtlig bekymret for om, jeg kan klare mig uden.

Nu tager mit liv en helt ny drejning. Jeg bliver inviteret til bryllup i Australien hos en veninde.

Jeg er glad, medicinfri og ved godt mod, da jeg får øje på Ray blandt gæsterne. Min veninde siger, at han er et oplagt mål for sjov og ballade og absolut useriøs.

Vi svinger godt sammen. Hver gang jeg siger: ”Hvad nu, hvis det går galt?”, så siger han: ”Hvad nu, hvis det går godt?”.

Det siger han også, da min nabo en dag ringer og spørger om, jeg vil sælge min lejlighed, så de kan udvide.

Jeg flytter permanent til Australien.

Det første år er livsbekræftende. Så begynder jeg at få det dårligt igen. Jeg bliver jaloux, så snart Ray bare så meget som kigger på en anden pige.

Jeg opsøger en psykolog. Hun foreslår, at jeg tager antidepressiv medicin. Jeg ved, det er forkert. For jeg ved, at jeg ikke har fundet årsagen til, at jeg har det dårligt.

Jeg taler med en ven i Danmark, som er uddannet coach.

Han inspirerer mig.

Jeg ringer rundt til alle uddannelser, jeg kan finde i Australien. De spørger alle sammen: ”Må jeg prøve at coache dig?”. Og så har vi en fin lille snak, hvor jeg nemt kan svare på alle deres spørgsmål.

Men det rykker ikke noget.

Min ven anbefaler mig at ringe til Mindjuice. Her sker noget helt andet. Jeg bliver spurgt: ”Må jeg prøve at coache dig?”.

Jeg siger ja. Men så sker der det, at jeg får et spørgsmål, jeg ikke kan svare på. Jeg kan den dag i dag ikke huske spørgsmålet, men jeg husker fornemmelsen af ikke at kende svaret og samtidig en stor lyst til at finde det.

Jeg tilmelder mig uddannelsen i telefonen med det samme.

Ray og jeg har det virkelig dårligt på det tidspunkt og det er sådan lidt ”make it or break it”, at jeg flytter tilbage til Danmark de 7 måneder, som Coachuddannelsen varer.

Men vi får det undervejs meget bedre. For jeg begynder at forstå, at det eneste, der nogensinde har været ”galt med mig” er, at jeg hverken har kendt mig selv eller mit formål.

Jeg lærer at tage ansvar for, hvad jeg får ting og bemærkninger til at betyde. At fordi en studievejleder engang har sagt, at jeg er for dum til skolen, så er det ikke det samme som, at jeg behøver at tro på det.

Jeg finder mit formål, som er at hjælpe unge piger, som mig selv, da jeg var 17 år og på medicin. Nu læser jeg psykologi på universitetet her i Australien. Og jeg klarer mig rigtig godt. Det er den totale triumf over min historie om, at jeg skulle være dum.

Med titlen som psykolog i ryggen kan jeg tage et seriøst opgør med misbruget af medicin. Igennem værktøjerne fra Mindjuice kan jeg hjælpe unge piger med at finde sig selv og deres formål.”

#HumansOfMindjuice

 

Hello Sunday!

Få visdom, input og træning til ugen +
gratis "Lykken-Kommer-Indefra"-meditation.