”Min mor siger tit ”Du skal ikke binde dig for tidligt”.

 

Hun ønsker, jeg skal være økonomisk uafhængig af en mand.

Jeg ser ikke parforholdet som en udfordring for mig. Jeg tænker, at det kommer.

Men det gør det ikke.

 

I starten tænker jeg ikke så meget over det.

Jeg er universitetsuddannet med hovedfag i fransk og sidefag i psykologi.

Jeg er stolt af mit job som konsulent i Akademikernes A-kasse, hvor jeg får meget anerkendelse for mine workshops og karriererådgivning.

Det er naturligt for mig at gå op i min karriere.

 

Men da jeg fylder 38 og har flere kuldsejlede parforhold bag mig, er jeg simpelthen grundstresset ved udsigten til ikke at få børn.

Jeg vil gerne være gravid og føde mit biologiske barn.

Kort tid efter sidder jeg til jazzfestival med min veninde i Kongens Have og kigger på et donorkatalog.

 

Jeg bliver gravid første gang, at jeg er i behandling og går i panik. For hvad nu, hvis jeg alligevel kunne nå at møde en mand?!

Det er en rigtig hård graviditet, men da min datter først er der, er jeg flyvende som mor.

Jeg har mod på mere og et år og otte måneder senere bliver jeg gravid igen.

Jeg får barn nummer to, en pige mere. Efter barslen er jeg tilbage på arbejde. Nu med to små børn og et karrierejob.

 

Jeg kan godt se, at jeg er stresset og grådlabil, når jeg afleverer pigerne i institution mandag morgen.

Men jeg er jo også lige blevet mor, og jeg har jo selv valgt at blive det på denne her måde.

Jeg føler ubevidst, at jeg skal forsvare mit kontroversielle valg med tapperhed.

Der skal ikke være en finger at sætte på noget nogen steder, så jeg fyrer den af på jobbet og som alenemor.

 

Det er underligt, men det føles på en måde virkelig godt. Mens jeg kører mig selv helt i smadder.

Jeg holder ud i fem år, indtil jeg må bede om at blive opsagt i 2014.

Det tager mig næsten tre år at få energien til at rejse mig op igen. Men jeg har fuldstændig mistet min arbejdsglæde. Jeg får skrevet én halvhjertet ansøgning.

Mere bliver det ikke til. En dag i 2016 spørger min niece mig, om jeg vil med til en introaften i Mindjuice.

 

Her mærker jeg for første gang en gnist over at møde nogen, som jeg kan se er metodisk rigtig dygtige, men som også lever det, de siger.

Jeg har ingen penge, så jeg tager et lån i min lejlighed og melder mig til Coachuddannelsen og samtlige workshops om Enneagrammet i Mindjuice.

 

Jeg lærer til min egen store overraskelse, at det jeg ser som min styrke, i virkeligheden er min akilleshæl, nemlig mit drive.

Jeg er Type 4 i Enneagrammet og mit primære instinkt er intensitet. Det betyder, at jeg kører på, indtil jeg bliver udbrændt.

 

Jeg lærer at etablere disciplin og daglige praksisser i mit liv. Jeg står nu op mellem kl. 5.00-5.45 hver morgen, dyrker yoga og mediterer, så jeg har tid til mig selv.

Da jeg begynder på en del af mit indre arbejde, følger det ydre med og jeg får skabt et arbejdsliv, som fungerer.

 

Jeg bruger min krise til at skabe mit livs vendepunkt.

I dag er jeg selvstændig coach og mentor for Enestående Mødre, hvor jeg kører både individuelle sessioner og gruppeforløb.

Mit formål er at hjælpe andre med at stå stærkt og kærligt i sig selv, og samtidig skabe et solidt netværk.

 

Jeg har ikke vendt drømmen om parforholdet ryggen. Men det er ikke vigtigt nok til, at jeg dater seriøst. Nu er mine piger 10 og 12 år og mit liv med dem, min forretning, min familie og venner er rigt og det nyder jeg.

Men måske om 3, 5 eller 7 år…”

 

#HumansOfMindjuice

 

Hello Sunday!

Få visdom, input og træning til ugen +
gratis "Lykken-Kommer-Indefra"-meditation.