”Jeg står i en sportshal, 11 år gammel.

Jeg ser pigerne fra mit hold i deres flotte dragter, springe de spring, som jeg har øvet i månedsvis og er megagod til.

Min krop er bygget til gymnastik og jeg får for første gang ros for at være dygtig til noget. Men den dag står jeg og kigger på, da jeg er blevet alvorligt syg.

Min mor har insisteret på, at jeg skal med. Hendes intention er god. Hun ønsker ikke, at jeg skal gå glip af opvisningen, bare fordi jeg er blevet syg.

Det er anden gang, jeg er syg. Denne gang går der et helt år før en virus, udløst af min astma, går væk. Den gør, at jeg ikke kan bevæge mig, men helst skal bæres.

Lige dér i sportshallen beslutter jeg mig for, at livet ikke vil mig det godt. Jeg må hellere forsvinde ind i væggen. Ellers var jeg jo ikke blevet syg igen.

Gymnastik har indtil nu været mit holdepunkt, midt i en kaotisk tilværelse.

Min mors familie er meget kristne og min far er muslim. Han er forsvundet ud af mit liv og jeg prøver at glemme alt om det og taler ikke om ham, for ikke at skabe uro.

Min mor har fået en ny mand, som hun vil have, jeg skal kalde far. Hun ved ikke, at han slår mig og min bror.

Jeg bliver så bange for, at det også skal gå udover mine yngre søskende, og jeg bliver så bange for at miste min mor, nu, hvor jeg heller ikke har min far. Jeg ender med at miste mig selv og tænker ofte, at jeg ikke vil leve mere.

Min mor går fra sin mand, da jeg nærmer mig de 20. Men jeg er ikke fri. Mine 20’ere går med at gå fuldstændig i dvale. Det er de år, hvor andre etablerer sig, tager uddannelse og får vennekreds.

Jeg retter fortsat hele mit fokus på min mor og mine søskende, og slipper på den måde for at tage ansvar for mig selv.

Årene op til min 30-års fødselsdag, er det totale lavpunkt, som bliver mit vendepunkt. Jeg indser, at JEG er den, der skal sige, at jeg er værdig til at leve et meningsfyldt liv.

Ingen andre.

Det giver mig på en måde ny energi at nå bunden. Det kan ikke blive værre. Jeg begynder at sende nogle nye signaler og møder Laura, som har taget en uddannelse i Mindjuice.

Hun fortæller mig om Enneagrammet. Jeg går hjem og læser bogen forfra og bagfra.

Jeg bliver så rasende over at opdage, at jeg er type 9. Alt hvad der står i den bog, om at gå i dvale og forsvinde ind i sig selv, passer på mig. Det er alt det, jeg ikke længere vil være!

Jeg starter på på Coachuddannelsen og noget løsner sig i mig, da jeg får at vide, at vi har alle typerne i os. Vi er ikke kun en type, vi bliver blot en type under tilpas meget pres. Det vækker mig. Jeg begynder at eksperimentere med at træde frem.

Jeg tilmelder mig Speakeruddannelsen, selvom jeg er ved at dø af skræk over at stå frem og fortælle min historie. Min kæreste er også ret skeptisk.

Men da jeg kommer hjem og siger ”Jeg har taget beslutningen” frem for ”Hvad synes du…?”, er han virkelig støttende. Det er vildt at opleve, at når jeg går ind i min frygt for at træde frem, får jeg det, jeg ønsker.

Jeg har brugt utrolig mange år på at overleve fremfor at leve. Ud af alle de år, er mit formål vokset frem.

Mit formål er at støtte og hjælpe andre med at leve deres fulde potentiale i stedet for at overleve og nøjes. Mit liv giver mening.”

#HumansOfMindjuice

 

Hello Sunday!Handlekraft på mail, direkte i din mailbox

Få visdom, input og træning til ugen +
Særlige invitationer til events
KUN for abonnenter