fbpx

Begyndelsen

Begyndelsen
I sensommeren 2010 spurgte Mindjuice’s stifter Pernille W. Lauritsen en række unge, om de ville hjælpe os med at udleve en gammel drøm, nemlig at designe verdens bedste unge-uddannelse i personligt lederskab.

Vi ansætter 20 unge
Igennem et år mødtes vi jævnligt med de 20 unge, der blev ansat i Unge Bestyrelsen. På møderne snakkede vi, afprøvede forskellige former for undervisning, spiste pizzaer og forsøgte at udtænke verdens bedste uddannelse for unge.

Hvis det er gratis, kommer vi ikke
Blandt deres forslag var: Uddannelsen skulle koste et gebyr på 5.000 kr. De unge vurderede at det ville skabe et større lederskab hos deltagerne, end hvis de fik det gratis. Samtidig skulle det være muligt at søge om scholarships. Den fulde og væsentlig større finansiering skulle vi skaffe et andet sted fra, og i første omgang blev det Mindjuice der skød mange penge i projektet. Forhåbentlig ville det senere også blive andre sponsorer fra erhvervslivet.

Vi vil mødes i øjenhøjde
Andre forslag var, at de unge skulle mødes i øjenhøjde, at de skulle have en personlig coach igennem hele forløbet, at de skulle til en eksamen sidst i forløbet, at der skulle være fuld forplejning, en blanding af piger og drenge fra så mange forskellige kulturer som muligt og at aldersspringet højst var 3-4 år.

Indholdet blev til sidst:
100 timers undervisning fordelt på 5 weekender over 7 mdr.
30 timers personlig coaching undervejs.
Afsluttende mundtlig og skriftlig eksaminering og stor reception.
Fuld forplejning på de 15 dage

Det første hold i Vig
I efterårsferien 2011 åbnede vi det første hold på Den Rytmiske Højskole i Vig, som gavmildt lånte os lokaler. Vi havde 14 unge deltagere. Året efter lånte vi Høve Friskole til 39 elever og sov på slidte madrasser og lavede mad i alt for små køkkener. Men stemningen var god og vi blev alle klogere på livet i det forløb.

Vi blev hurtigt rigtig mange
Året efter optog vi 85 deltagere på Unge Akademiet, og vi var ved at nå max af, hvad vi kunne kapere. Unge, der havde brug for at tale om livet, fra vidt forskellige kanter af samfundet, en boede på krisecenter, en anden var uledsaget flygtning fra Afghanistan, nogle kom fra Jylland. Det var en kæmpe blanding.

Vi finder den rette størrelse
I 2014 besluttede vi os for at downsize Unge Akademiet, så vi kunne holde det i vores egne lokaler, og give plads til max 25 deltagere. Eftersom hele projektet er baseret på frivillige indsatser, så er det et krævende projekt at køre så mange år i træk.

Formålet med Unge Akademiet
Ideen med Unge Akademiet har altid været, at vise de etablerede skoler, hvor stor en forskel man kan gøre for unge på bare 15 dage, hvis man træner dem i at tage personligt lederskab i livet. Det er vores håb at Unge Akademiet kan inspirere skolelærere, politikere og beslutningstagere til at tage unges indre univers lige så alvorligt som det ydre, og lade dette afspejle sig i deres skolegang.

Idag
Siden begyndelsen har vi lavet en masse andre projekter for unge under Unge Akademiet. Vi har holdt Eksamensklar 2 x på Hovedbiblioteket, hvor over 100 unge mødte op for at få gratis coaching op til eksamen, samt en masse gratis foredrag i alt fra skoler til ungdomsfængsler.
Senest er Unge Akademiet blevet oprettet som en selvstændig juridisk enhed, altså en non-profit virksomhed for dels at skabe gennemsigtighed, samt at kunne dokumentere de økonomiske udgifter det kræver at styrke en ung i selvværd og handlekraft, hvis man arbejder med deres personlige lederskab.
Igennem de sidste par år har den franske filmdokumentarist Matthieu Bron fulgt vores unge deltagere på akademiet. Det er der kommet en film ud af, som næsten er færdig.
Du kan se traileren her